Du er her: 

Kom direkte ind fra gaden og bliv døbt

Herning-kirker holder drop in-dåb 13. november.
Her kan man komme og lade sig døbe uden at skulle tilmelde sig på forhånd.

En række kirker i og omkring Herning er gået sammen om at holde Hernings første drop in-dåb fredag 13. november fra klokken 15-17. Her kan man uanset alder blive døbt uden at tilmelde sig på forhånd.

Hvis man er over 18 år, skal man medbringe legitimation med foto – for eksempel pas eller kørekort. Er man under 18, skal man tage sin far eller mor med – eller dem begge. Og så er man faktisk klar til at blive døbt.

Når man kommer til Hedeagerkirken, skal man først til en samtale med en af de fire præster, der deltager i drop in-dåben. Derefter skal man ganske kort tale med en kordegn, som sørger for at registrering. Derefter går man med præsten op til døbefonten, hvor dåben foregår helt som andre dåb. Der vil være musik i kirken, men der er ikke salmer, man skal synge med på, for her er det kun dåben, det handler om.

Hele dåben tager en times tid. Man kan komme alene, eller man kan tage sine pårørende med.