PRESSEMEDDELELSE:

Ny barselscafe for forældre med små børn i Sunds

I en hverdag hjemme med bleer, barnegråd og afbrudt søvn, kan det være rart at komme lidt ud af huset og mødre andre forældre, der er på barsel eller er hjemme med deres børn. Men det kan også være svært at overskue de helt store aktiviteter.

Derfor starter Folkekirkens Familiestøtte sammen med Vildbjerg Kirke og Sunds Kirke et nyt tilbud til forældre med børn fra 0-2 år. Her kan forældre, der er hjemme med deres børn, komme forbi hver 14. dag i halvanden time og mødes med andre forældre og snakke om hverdagen.

Det er Folkekirkens Familiestøtte, som står for arrangementet, hvor der hver gang vil være et par sanglege med børnene og en fælles samtale om et emne, som er relevant for småbørnsforældre. Det kan f.eks. være emner som forældrerollen, familie i en digital verden, parforhold, den udvidede familie, opdragelse og værdier i familien. Til sidst er der kaffe, te og boller og fri snak om løst og fast.

Lene Rasmussen

”Barselscafeen er et godt sted at møde andre forældre fra dit lokalområde, hvor du kan dele lidt af din hverdag med et lille barn og måske også kan få vendt noget af det, som kan være svært eller udfordrende. Du vil altid blive taget godt imod, når du kommer, og du behøver ikke at frygte at komme alene, for det gør langt de fleste”, siger koordinator i Folkekirkens Familiestøtte Lene Rasmussen.

Herning Kommunes sundhedspleje har tidligere holdt åbent hus for nybagte forældre, men dette tilbud findes ikke længere. Folkekirkens Familiestøttes barselscafeer har ikke fokus på det sundhedsfaglige, men snakken kommer til at handle om, hvordan det er at være mor og far og familie.

”Når man går hjemme med en baby, er der ikke altid overskud til at tage initiativet til socialt samvær med andre. Her gør vi det, og man kan så møde op de dage man har tid og overskud til det. Der er ingen forpligtelser, ” fortæller Lene Rasmussen.

I første omgang starter tilbuddet i Sunds og Vildbjerg, men der er mulighed for at det på sigt kan brede sig til flere områder i kommunen.

Fakta:
Barselscafe Sunds: Tirsdage i lige uger kl. 10 -11.30. Vi mødes på Biblioteket i Sunds, Sunds Hovedgade 50, 7451 Sunds. Opstart d. 12. november 2019
Både fædre og mødre er velkomne, der er ingen tilmelding og du kan deltage de dage, det passer dig.

Læs mere på www.folkekirkensfamiliestotte.dk